Søg
Close this search box.

BSH U19-TRÆNERTEAMET PRÆSENTERES

Et kvalificeret team skal stå i spidsen for BSH U19 hold 1 og 2.

“Vi ser frem til endnu en god sæson med BSH U19. Vi har igen i år fået stablet et yderst kvalificeret team op hele vejen rundt om holdene,” siger Anders Friis, der er talentchef og cheftræner for hold 1.

Han er klar til sin anden sæson i BSH Ungdom.

Opstarten for de to U19-hold står på HEI Cup, ÅH Cup og Generation Handball.

“Vi vil være lidt tættere på vores U17-gruppe i år og træne mere med dem, og samtidig skal vi også sende nogle spillere den anden vej op mod ligaen. Vi har et rigtig godt samarbejde med Simon Sørensen og Patrick Westerholm, og de tager igen i år flere U19-spillere ind i deres regi,” siger Anders Friis og fortsætter:

“Det er netop dét, det handler om. Vi vil gerne uddanne ligaspillere. Og i den forbindelse er strategien og samarbejdet med ligaen altafgørende. I al beskedenhed synes vi, at rammerne til denne uddannelse er helt fantastiske her i Bjerringbro-Silkeborg Håndbold.”

Hold 2

BSH U19 hold 2 skal ledes af Niels Guldborg, der tidligere har spillet håndboldliga som målmand tre forskellige steder: Skive fH, Skanderborg og Århus Håndbold. Derudover er han uddannet divisionstræner og har tidligere haft en lignende rolle á la den, han nu får for BSH U19 hold 2, i Århus Håndbold. Her fik flere af hans spillere debut på førsteholdet.

“Som træner for hold 2 bliver mit fokus på at udvikle hver enkelt og holdet. Jeg tror på, at vi som mennesker løfter os og udvikler os, hvis vi bliver mødt med tillid. Derfor vil jeg gennem sæsonen stræbe efter at fordele spilletiden så ligeligt, jeg kan, mellem spillerne,” siger Niels Guldborg.

“Og så skal vi forsøge at vinde, hver gang vi bliver stillet overfor muligheden, uanset om det er træning eller kamp. Jeg elsker at vinde, og det er mit håb, at jeg kan få drengene til at have samme mentalitet og tro på egne evner,” siger Niels Guldborg.

Han håber, at de med deres “boblerhold” kan gøre det svært for trænerne på hold 1, fordi der er så mange dygtige og spændende spillere at sætte i spil.

På bænken for hold 1 vil Mads Brandt være at finde som assistenttræner for primært hold 1, mens Elijan Dzankovic skal være assistenttræner for hold 2. Sebastian Hagesen er en ung, lovende træner, som skal assistere omkring ungdommen og primært U19 hold 2. Michael V. Knudsen vil hjælpe til som ekstra mand, og Nicolas Birke skal fungere som målmandstræner for begge U19 hold samt U17-holdet, ligesom han træner på akademiet.

Spændende navne på assistentposterne

Mads Brandt, som skal være assistenttræner for hold 1, er en interessant kapacitet, som er kommet med på holdet omkring BSH Ungdom.

”Jeg har været i håndboldgamet i mange år, og det har været en levevej for mig de sidste 15 år,” fortæller Mads Brandt og fortsætter:

”Jeg har trænet alt fra herreliga til dameliga og ungdomshold, og de seneste to sæsoner har jeg trænet Viborg FH’s 2. divisionsherrer og været talentansvarlig der. Jeg har boet i Silkeborg i 15 år, men har aldrig trænet et hold i Silkeborg, så det var meget nærliggende at sige ja, da Michael V. Knudsen og Anders Friis spurgte mig, om jeg ville hjælpe til.”

”Der er ingen tvivl om, at jeg har lidt grå hår i siderne i forhold til de andre drenge, der er en del af BSH Ungdom, så jeg ser frem til at kunne bidrage til videreudviklingen af de unge spillere og også bidrage i forhold til Anders og Sebastian med nogle af de erfaringer, jeg har gjort mig i min trænerkarriere. Så jeg håber, jeg kan være en sparringspartner både for trænerne og for spillerne i forhold til deres udvikling,” siger han.

Tidligere BSV-back får ny rolle

Elijan Dzankovic, som skal være assistenttræner for hold 2, har selv spillet i Bjerringbro-Silkeborg Håndbold (dengang BSV).

Nu har han sagt ja til at blive en del af BSH Ungdom.

”Jeg vil gerne dele ud af de erfaringer, som jeg selv har fra håndboldverdenen. Jeg har spillet i forskellige klubber med 14-15 år i ligaen og har også været omkring ungdomslandsholdet. Jeg stoppede for syv år siden i Århus Håndbold og har boet i Gødvad de sidste par år, hvor jeg så har været drengetræner,” siger han.

”Jeg ønsker at overdrage noget af den håndbolderfaring, jeg selv har, til ungdommen. Jeg vil gerne være med til at forberede dem på seniorlivet. Jeg vil også gerne være med til at komme ud til de forskellige klubber i Silkeborg med BSH-logo på brystet og forberede drengespillerne på, at de på længere sigt skal indgå i BSH Ungdom først som U17 og derefter U19. I BSH vil vi jo gerne udvikle lokale ligaspillere, og det kunne da være fedt at være med til at påvirke lidt af det,” lyder det fra den tidligere højre back.

Michael V. Knudsen, der er Sportslig Ansvarlig i Bjerringbro-Silkeborg Håndbold ser frem til en ny sæson med nye spændende kapaciteter på trænerbænken:

”Trænersetuppet for BSH Ungdom er nu på plads for den kommende sæson. Det ser ekstremt spændende ud med trænere med forskellige kompetencer og baggrunde. Alle dog med skarp håndboldforstand og passion for håndbolden, hvor der er tid til, at de kan guide og snakke med de unge mennesker, så de får en fantastisk sjov og lærerig sæson. Vi får hvert eneste år nye og spændende trænere og spillere på ungdomssiden, så vi kan løfte vores niveau og jagte ambitionen om at skabe et af Danmarks bedste ungdomsmiljøer.”