Søg
Close this search box.

EMIL JESSEN STOPPER I BJERRINGBRO-SILKEBORG HÅNDBOLD

Lejekontrakten mellem KIF Kolding og Bjerringbro-Silkeborg Håndbold udløber til sommer.

”Min tid i Bjerringbro-Silkeborg Håndbold har været meget spændende og lærerig. Det har været en stor oplevelse at prøve at spille europæisk håndbold og få lov til at få min debut i BSH og i JYSK arena,” fortæller Emil Jessen.

”Det har været fedt at lære en masse nye holdkammerater at kende og få mange nye venskaber. Der er et utroligt fedt fælleskab på holdet, og det vil jeg komme til at savne. Vi har haft mange spændende oplevelser på banen, hvor jeg synes, vi har haft en flot sæson, men desværre ikke nok til at gå med videre i semifinalerne,” siger han.

På nuværende tidspunkt er bagspillerens fremtid stadig uvis.

Han vil gerne rette en stor tak til klubbens fans:

”Tak for jeres kæmpe støtte igennem hele sæsonen. Det har været helt fantastisk at spille foran så mange fede fans i JYSK arena. I har været en kæmpe støtte for holdet, og jeg ønsker jer al held og lykke i næste sæson.”

Et kendt ansigt

Emil Jessen er oprindeligt fra Voel og vendte tilbage til sin gamle ungdomsklub Bjerringbro-Silkeborg Håndbold, da klubben indgik en lejeaftale med KIF Kolding for sæsonen 2022/2023.

Fra klubbens Sportslige Ansvarlige, Michael V. Knudsen, får Emil Jessen følgende ord med på vejen:

”Inden denne sæson hentede vi Emil Jessen retur til Bjerringbro-Silkeborg Håndbold på en 1-årig lejeaftale. Vi har været super glade for Emils indsats og indstilling. Selvom det har været begrænset med spilletid, har Emil arbejdet hårdt på at få chancen, men med en Mads Kjeldgaard Andersen i storform har det været vanskeligt.”

”Emil har udfyldt den tiltænkte rolle hos os, og han er nu klar til næste step med mere ansvar og spilletid. I Bjerringbro-Silkeborg Håndbold bliver der kamp om spilletiden næste sæson, hvor blandt andet Rasmus Lauge vender tilbage til klubben. Derfor ønsker vi Emil Jessen held og lykke fremadrettet og siger stor tak for indsatsen i denne omgang,” siger Michael V. Knudsen.


EMIL JESSEN

Født: 21.01.00 (23 år)
Højde: 196 cm
Vægt: 92 kg
Position: Venstre back
BSH siden: 2022
Personlig sponsor: Borrisholt Metal ApS