BJERRINGBRO-SILKEBORG HÅNDBOLD SKRIVER KONTRAKT MED UNG FLØJSPILLER

18-årige Victor Ilsøe vil være at finde på holdkortet hos Bjerringbro-Silkeborg Håndbold i den kommende sæson.

”Jeg var en del af BSH Ungdom, før jeg tog til Skive for at spille, så det bliver fedt at komme tilbage. Det er en ære at skulle være en del af ligaholdet,” siger Victor Ilsøe.

”Nu har jeg haft et halvt år i Skive, men det bliver mit første rigtige år som senior. Jeg glæder mig til at se, hvad det er og bare gøre, hvad jeg kan for at få så meget spilletid som muligt,” siger han.

”Jeg har jo set mange af spillerne i tv, da jeg var yngre. Så det er mega sjovt og fedt, at jeg får muligheden for at spille med dem,” lyder det fra fløjspilleren.

Victor Ilsøe elsker at træne – og at score mål – og han håber, han kan bidrage med godt humør til holdet. Han håber også, at han kan få en lille rolle på holdet, og at han griber chancen, når han får den.

Et stort potentiale

Michael V. Knudsen, der er Sportslig Ansvarlig i Bjerringbro-Silkeborg Håndbold beskriver fløjspilleren med følgende ord:

”Victor Ilsøe er en af vores egne, unge, lovende fløje med stort potentiale. Han har trænet løbende med ligaholdet de seneste sæsoner og har ligeledes det sidste halve år været en tur forbi Skive og har fået værdifuld erfaring i herrernes 1. division.”

”Med det danske ungdomslandshold har han erfaring fra sidste sommers EM-slutrunde, hvor han pt. er noteret for 9 kampe og 15 mål. Victor Ilsøe er 2. års U19-spiller i næste sæson, så planen er i første omgang, at han skal suge masser af erfaring til sig og bygge på det spændende talent,” siger Michael V. Knudsen.


VICTOR ILSØE

Position: Højre fløj
Født: 10.07.04 (18 år)
Højde: 180 cm
Vægt: 77 kg
Trøjenummer: 3
Kontrakt fra sommeren 2023 til sommeren 2024