Byd vores nye praktikant velkommen
- Nyheder
Malthe er 23 år gammel og studerer til markedsføringsøkonom på Erhvervsakademi Aarhus. De næste måneder er studielivet dog byttet ud med et praktikophold på kontoret hos Bjerringbro-Silkeborg og halgulvet i JYSK arena.
“Jeg søgte hos Bjerringbro-Silkeborg, da jeg elsker sport, og jeg kunne godt tænke mig at arbejde i sportsbranchen i fremtiden. Jeg følte derfor, at Bjerringbro-Silkeborg var et godt sted at søge hen,” siger Malthe om valget af praktiksted.
Han har aldrig selv spillet håndbold, men har tidligere spillet fodbold i mange år.
“Jeg glæder mig meget til at se, hvordan det er at arbejde i en sportsklub, og hvordan det hele er bag kulissen. Og så glæder jeg mig selvfølgelig også til kampdagene i JYSK arena,” lyder det fra Malthe, der er med på sidelinjen, indtil sæsonen fløjtes af.
Han skal bl.a. hjælpe med indhold til klubbens sociale medier og får også et indblik i forretningsdelen.
Tag godt imod ham, når I møder ham i JYSK arena.