Søg
Close this search box.
Aksel Horgen

Aksel Horgen inden slutspillet: ”Alt kan ske”

Det siges, at nordmænd fødes med ski på. Men Aksel Horgen kom nok nærmere til verden med en håndbold i hånden. Hans første sæson i Bjerringbro-Silkeborg blev anderledes, end han havde regnet med, men nu jagter han og holdet en medalje.

Aksel Horgen er vokset op i en håndboldhal med harpiks på hænderne og med lyden af driblinger og hurtige fødder på halgulvet som soundtrack til hele hans barndom og ungdom:

”Min far har altid spillet håndbold på liganiveau i Norge, så jeg var med ham til træning, fra jeg var et år, men jeg startede nok selv, da jeg var omkring seks år sammen med mine kammerater.”

I dag sidder Aksel Horgen i JYSK arena i Silkeborg.

Han har taget en del driblinger siden dengang i slutningen af 90’erne.

”Jeg har altid været med i hallen. Men jeg spillede også fodbold og lavede andre ting ved siden af. Da jeg var omkring 15 år, valgte jeg til sidst håndbold, fordi jeg ikke havde tid til det hele, og fordi jeg syntes, at det var det sjoveste,” fortæller fløjspilleren.

”Fra jeg var 15-16 år, var jeg med på juniorlandsholdet, og det var der, jeg begyndte at satse på det. Da jeg var 18, gik jeg på en slags efterskole, som kun havde håndbold på skoleskemaet,” siger Aksel Horgen.


AKSEL HORGEN

Født: 29. maj 1996 (24 år)
Position: Højre fløj
Trøjenummer: 22
Tidligere klubber: Langhus IL Håndball, Follo Håndballklubb, Haslum Håndballklubb, Drammen Håndballklubb
Nationalitet: Norsk


ARVEN FRA FAR

Hele familien til hans fars side er håndboldinteresseret, og Aksel Horgens søster spiller også. Hans mor gør ikke, men hun har stadig én fod inde på håndboldbanen:

”Min mor er daglig leder i Follo HK, hvor jeg selv har spillet. Hun er god til den økonomiske del,” siger Aksel Horgen.

Den norske fløjspiller har været skrevet på holdkortet i fire forskellige klubber, siden han trak den første klubtrøje over hovedet.

Hans femte klubtrøje er således den sorte og hvide BSH-trøje.

I Haslum Håndballklubb krydsede hans veje en anden nuværende Bjerringbro-Silkeborg-spiller:

”Jeg spillede sammen med August det første år i Haslum, og så tog han afsted til Arendal. Jeg spillede selv to år i Haslum, inden Kristian Kjelling hentede mig til Drammen. Der var jeg i tre år, inden BSH købte mig fri af min kontrakt.”

STORTRIVES OGSÅ UDENFOR BANEN

Skiftet til Bjerringbro-Silkeborg skete i august 2020.

Siden da har Aksel Horgen boet i Silkeborg.

”Jeg synes, det er en hyggelig by. Jeg kom jo fra Oslo, som er en storby, men jeg synes, at Silkeborg er en hyggelig by med flot natur og masser af liv. Hvis man vil til en større by, er der jo Aarhus, som er tæt på. Men jeg synes egentligt, det er perfekt at kunne bo her, selvom corona gør, at man ikke bare kan mødes med andre,” siger højrefløjen.

”De danskere, jeg har mødt indtil nu, har været meget imødekommende. Måske endda mere end, hvad nordmænd er. Så det har været fedt, men jeg har jo ikke mødt så mange mennesker udover håndboldfolk,” siger han.

Han nåede dog lige at hilse på nogle enkelte fans i starten af sæsonen:

”Jeg mødte nogle fra BSH Support i opstarten, og alle mine holdkammerater og kollegaer er super fine folk. Dem er jeg blevet rigtig glad for,” siger Aksel Horgen med et stort smil og tilføjer:

”Jeg har fået flere gode venner på holdet, som jeg kan være sammen med udenfor banen også, så jeg har det super fint her.”

TROEN PÅ TROFÆET

Da vi møder Aksel Horgen i JYSK arena, er gruppespillet endnu ikke afgjort, men vi spørger alligevel, hvordan han ser på holdets muligheder frem mod slutspillet.

”Kommer vi i semifinalen, kan alt ske. Vi har jo vist, at vi kan slå Aalborg – endda to gange – og selvom vi har haft det svært mod GOG, må vi se, hvad der sker,” lyder det fra nordmanden.

Han synes, at holdet har højnet deres niveau i forhold til tidligere på sæsonen, og hans tro på, at truppen og klubben kan gå hele vejen, er stor:

”Jeg synes jo, vi har alle muligheder for at kæmpe med om en finaleplads. Det må jeg bare sige. Og når man er i finalen, så går man efter at vinde den. Så jeg synes, det ser godt ud. Vi skal bare holde os skadesfrie og holde vores niveau, så tror jeg, at vi slutter stærkt af,” lyder det fra den 24-årige fløjspiller.

LANDSHOLDSDRØMME

Da Aksel Horgen tog træningstasken på ryggen og rykkede fra Norge til Danmark, var hans mål at spille sig ind som fast mand på Norges A-landshold.

Lige nu er han skiftevis en del af A- og B-landsholdet, så han kæmper fortsat for at være iblandt den norske landstræners foretrukne valg til positionen på højre fløj.

”Jeg vil gerne spille mig fast på A-landsholdet og få nogle slutrunder i benene,” siger Aksel Horgen om sine forhåbninger til fremtiden.

Han fortsætter:

”Personligt vil jeg gerne vinde DM-guld. Det er et stort mål for mig, og det er vi jo tæt på allerede nu. Næste sæson er anderledes med et nyt og yngre hold, og jeg synes, det ser spændende ud. Men lige nu har vi et virkelig godt hold, det må man sige.”

TANKEN OM TO-TRE TUSINDE TILSKUERE     

Mod nord følger Aksel Horgens familie flittigt med i de kampe, de kan.

”De kan godt se, at der er et højere niveau i Danmark end i Norge – og det, synes de, er fedt. De kan også se, at der ikke er nogle mennesker i hallen, og det er jo ærgerligt og lidt kedeligt i forhold til stemningen,” siger Aksel Horgen, der ikke lægger skjul på, at han glæder sig til den dag, hvor han og holdet får lov til at spille i en fyldt JYSK arena:

”Det bliver fedt, når vi kan vinde point foran vores fans og BSH Support. Lige nu har vi vænnet os til, at der ikke er mennesker i hallerne, men jeg tror, at 2.000 mennesker i hallen vil give et ekstra boost og noget energi. Det glæder jeg mig meget til.”

Et par af sæderne i JYSK arena er allerede reserveret til familien Horgen:

”Jeg tror også, at de glæder sig til at komme herned og se os spille. Det ville de have gjort mange gange allerede, hvis de havde haft muligheden. Jeg har hørt, at der er god stemning i JYSK arena, når der er fyldt. Så det glæder jeg mig til at opleve.”

Horgen og resten af holdet trækker BSH-trøjerne over hovederne i Sønderborg i aften, inden medaljejagten for alvor sættes ind og intensiveres de kommende uger. Der er kampstart kl. 18.00, og kampen vises på TV 2 SPORT med optakt fra kl. 17.35. Klubbens supportere, sæsonkortholdere, sponsorer, samarbejdspartnere, frivillige og fans i alle størrelser sidder klar i stuerne – nogle iført den sorte BSH-spillertrøje med ørnelogoet på brystet.

GOD KAMP TIL ALLE JER, DER SKAL SE MED!
#DENSORTEMUR
#SAMMENMODSEJR

FOTO: Martin Gorritzen – MinByNews.dk