Søg
Close this search box.

WILLIAM BOGOJEVIC HAR VÆRET TIL EN VELLYKKET KONTROL AF SIT KNÆ

Det går godt med genoptræningen, og nu har William Bogojevic også en læges ord for, at alt er, som det skal være efter hans korsbåndsoperation.

Foto: Majbritt Lygum Skjerning, Privathospitalet Mølholm 

Bjerringbro-Silkeborg-bagspilleren William Bogojevic har i denne uge været til 6 ugers-kontrol på Privathospitalet Mølholm, efter at han i august sprang korsbåndet på en træningstur til Norge og efterfølgende gennemgik en operation.

”Ved 6 ugers-kontrollen sikres, at der ikke er tilstødt komplikationer i form af blodpropper, infektion og lignende,” fortæller Kaspar Saxtrup, speciallæge i ortopædkirurgi og idrætskirurgi.

”Samtidig sikres det, at patienten er kommet godt i gang med øvelser og genoptræning. Som regel er der også praktiske spørgsmål fra patienten, der afklares.”

Hvad angår William Bogojevic’ knæ, ser det meget, meget fint ud, siger Kaspar Saxtrup:

”Det kommer ham til gode, at han er så træningsivrig og allerede før operationen var i rigtig god form. Han skal forsætte, som han gør. Han gør det virkelig fint. I virkeligheden er han den ideelle patient, når nu uheldet skulle være ude.”

Et positivt mindset

Hovedpersonen selv har det godt og er fokuseret på at komme stærkt tilbage til håndboldbanen:

”Jeg har det fint, genoptræningen går godt, og jeg holder mig positiv. Jeg har ét mål i sigte: at komme tilbage.”

”Det er noget helt nyt for mig at sidde ude så lang tid. Det er virkelig en udfordring mentalt og fysisk. Det føles som om, at jeg snart er tilbage – som i om to uger – men det er jeg ikke. Det sværeste er nok at acceptere, at det kommer til at tage lang tid,” siger den svenske bagspiller.

William Bogojevic møder stadig op til træning med resten af Bjerringbro-Silkeborg-truppen, selvom han kører sit eget program på sidelinjen:

”Det er vigtigt for mig at blive ved med at vise holdet, at jeg er en holdspiller. Jeg vil gerne heppe og støtte dem. Det er også dejligt at snakke og ikke blive sat udenfor, fordi jeg ikke er der så meget.”

Han har følgende gode råd til andre, der gennemgår en svær og lang genoptræningsperiode:

”Det er bare at acceptere situationen. Snakke med nogen, der har været igennem samme forløb. Det er der mange, der har. Jeg prøver også at have et positivt mindset i det hele – måske kommer der noget godt ud af det på en eller anden måde. Jeg skal tage mig tiden til at træne ting, som jeg ikke får tid til, når jeg spiller. Måske udspil til fløjen,” siger han med et skævt smil.

Til sidst sender venstrebacken en stor tak til fans og alle andre, der har været der for ham:

”Jeg vil virkelig gerne vise opmærksomhed til alle, der har skrevet til mig og givet mig gaver. Det betyder virkelig meget, og så føler man, at man gerne vil give tilbage til dem. Man spiller ikke kun for sig selv eller holdet, det blev tydeligt for mig nu. Der er så mange, som viser omsorg, og uden fansene og alle rundt omkring klubben, så er det ikke helt så sjovt at spille. Så endnu engang tak! Vi ses snart.”