MIKKEL LØVKVIST ER ÅRETS MANDLIGE TALENT 2022/2023

Han er blevet kaldt ”fremtidens mand i målet” og ”et lysende talent”. Nu bliver 20-årige Mikkel Løvkvist hædret af sine kollegaer og konkurrenter fra banen.

Mikkel Løvkvist fik overrakt pokal og gave fra STATE i semifinale-halvlegen mellem Skjern Håndbold og GOG.

Spillerne fra HTH Herreligaen, 1. division og de danske udlandsprofessionelle har stemt og kåret Mikkel Løvkvist til Årets Mandlige Talent 2022/2023. Han vinder prisen med 36% af stemmerne.

Mikkel Løvkvist følger i fodsporene på prominente navne som Mikkel Hansen, Emil Nielsen og Mathias Gidsel, som alle tidligere har vundet prisen.

Med sine 201 centimeter er Mikkel Løvkvist svær at overse. Og med over 200 redninger i denne sæson var han en vigtig faktor for, at Bjerringbro-Silkeborg Håndbold opnåede en flot 3.-plads i grundspillet. Derudover er han fast inventar på ungdomslandsholdet og har spillet et hav af ungdomslandskampe.

Det bliver spændende at følge Mikkel Løvkvists fortsatte udvikling de næste år, og han er meget fortjent Årets Mandlige Talent 2022/2023.

Stort tillykke med den flotte kåring, Mikkel!

Stemmefordeling for Årets Mandlige Talent 2022/2023:

Mikkel Løvkvist, Bjerringbro-Silkeborg Håndbold, 36% af stemmerne
Jakob Rasmussen, Skjern Håndbold, 32% af stemmerne
Victor Norlyk, Mors-Thy Håndbold, 15% af stemmerne

Kilde: Håndbold Spiller Foreningen