Søg
Close this search box.

Jeppe Bach Knudsen bliver ny træner for BSH U19

Lige nu vikarierer han for Susanne Wilbek som assistenttræner for Viborg HK’s ligadamer, men fra næste sæson skal Jeppe Bach Knudsen sammen med Søren Fisker stå i spidsen for Bjerringbro-Silkeborgs U19-drenge.

46-årige Jeppe Bach Knudsen er uddannet EHF Master Coach og har erfaring fra blandt andet Randers HH og Viborg HK, hvor han i sæsonen 2019/20 var tilknyttet ligaholdet som analytiker.

Denne sæson fungerer han som assistenttræner for ligaholdet, men efter sommerferien skal Jeppe Bach Knudsen køre til Bjerringbro og Silkeborg for at træne U19.

”Jeg har fulgt BSH’s indsats på ungdomssiden igennem en årrække og er meget imponeret over strukturen, organisationen og ikke mindst volumen af lokale talentfulde spillere,” siger træneren.

”Udover en praksisnær elitær tråd igennem talentudviklingen er der også et stort fokus på trivsel, dannelse og hårdt arbejde i arbejdet med de unge talenter. Alt sammen værdier, der tiltaler mig meget, og som går fint i spænd med mine ambitioner om at bibringe spillerne bedre forudsætninger for at præstere på et højt niveau,” siger Jeppe Bach Knudsen.

Fra U19 til ligaspiller

Som ungdomstræner vil han trække på sine erfaringer og kompetencer indenfor det tekniske og taktiske arbejde fra både herre- og dameligaen.

”Jeg ser frem til at arbejde med overgangen fra ungdom til senior og udvide de unge spilleres tilgang til det at træne og agere professionelt. Det at jagte næste niveau i en High Performance-kultur og kunne spille med et mentalt pres,” siger han.

I Jeppe Bach Knudsens optik er ungdomsprojektets vigtigste opgave at levere spillere, der er fysisk robuste samt teknisk og taktisk parate til at supplere ligatruppen i BSH på sigt, og han glæder sig til at trække i arbejdstøjet med BSH-logoet på brystet.

”Jeg glæder mig rigtig meget til at starte i BSH. Udover selve arbejdet med spillerne, så kan jeg mærke, at BSH emmer af håndbold, og alle i og omkring klubben bærer på sammenhold og stærke værdier. Jeg er meget stolt over at blive en del af klubben og vil gå ydmygt og hårdtarbejdende til værks,” siger træneren, som ser frem til samarbejdet med både spillere, trænerkollegaer og alle andre i og omkring klubben.

Skal vise vejen for de unge talenter

Michael V. Knudsen er som Sportslig Ansvarlig i Bjerringbro-Silkeborg glad for at kunne tiltrække endnu en kompetent trænerkapacitet til klubbens ungdomssetup.

”Med Jeppes Bach Knudsens tilgang har vi fået en træner med stor erfaring. Han er Master Coach-uddannet og har erfaring fra flere hold på allerhøjeste niveau,” siger Michael V. Knudsen.

”Han er meget grundig, organiseret og har stor faglig viden og interesse i, hvordan vi får vores mange talentfulde ungdomsspillere bedst muligt gennem nåleøjet og gør overgangen fra ungdomsspiller til senior succesfuld,” siger han og tilføjer:

”Ligeledes har Jeppe arbejdet med team performance og præstationspsykologi, som i topsport kan flytte de afgørende procenter til vores fordel. Sammen med vores stærke træningsmiljø og den daglige sparring med de unge mennesker er jeg sikker på, at vi har fundet en kapacitet, der går forrest og viser vores talenter vejen frem.”

”Med Søren Fisker og Jeppe Bach Knudsen får vi i Bjerringbro-Silkeborg et særdeles stærkt makkerpar til at lede vores talentfulde U19-drenge. Det er to trænere, som vi er utrolig glade for at have med på holdet. Det tydeliggør, at vi mener det seriøst, når vi siger, at vi fremadrettet prioriterer ungdommen og vil skabe et utrolig stærkt setup i Bjerringbro-Silkeborg,” siger klubbens sportslige ansvarlige og understreger, at ikke kun rammerne omkring spillerne ser lovende ud:

”Kvaliteten og det sportslige niveau på vores U19-spillere bliver i næste sæson utrolig højt. Vi får et fantastisk træningsmiljø på ungdomssiden, som betyder, at vores kommende U19-trænere vil forsøge at få begge vores hold med i den højest rangerede liga for U19,” fortæller Michael V. Knudsen.


Henvendelser kan rettes til Michael V. Knudsen på mail: mvk@bjerringbro-silkeborg.dk eller tlf. 40 31 99 30. 

Foto: Johnny Pedersen