Er du vores nye salgschef?
- Nyheder
Vil du arbejde i krydsfeltet mellem sport og salg hos en dansk elite herrehåndboldklub? Og trives du i en salgsrolle, hvor du primært spiller i angrebet? Så kig nærmere på stillingen som salgschef hos Bjerringbro-Silkeborg Håndbold.
Herrehåndbold i topligaen
Bjerringbro-Silkeborg Håndbold er en dansk håndboldligaklub, som de seneste mange år har ligget i toppen af dansk håndbold. På sidelinjen står et stærkt team af sælgere og administrative medarbejdere til at understøtte holdet, og til at accelerere væksten yderligere søger BSH nu en salgschef.
Hovedparten af din arbejdstid kommer til at gå med at få udvidet kundekredsen gennem opsøgende salg, men fastholdelse og udvikling af den nuværende kundeportefølje bliver også en fast del af hverdagen.
Mere specifikt får du følgende arbejdsopgaver og ansvarsområder:
- Udarbejde og implementere strategier, handleplaner og forretningsgange for nytegning, gentegninger og mersalg, hvilket blandt andet medfører følgende primære arbejdsopgaver:
- Udvikle og eksekvere på klubbens salgsmål og salgsbudget
- Planlægge, booke og udføre daglig kundemødeaktivitet
- Deltage i udviklingen af nuværende og nye salgsprodukter
- Deltage i et udvalg af BSHs forskellige erhvervsnetværk
- Deltage i udarbejdelse og implementering af forretningsgange indenfor netværk, marketing og hospitality, hvilket blandt andet medfører sekundære arbejdsopgaver med kundepleje til hjemmekampe, netværksmøder og arrangementer mellem kampene
Din base bliver på kontoret i Silkeborg, men meget af din arbejdstid vil blive brugt sammen med virksomheder i Silkeborg, Bjerringbro og omregn.
Proaktiv angriber
For at lykkes i rollen som salschef hos BSH er det en fordel, at du er sportsinteresseret, men ikke afgørende. Du trives i orkanens øje og træder ind i en hverdag med fuld fart på og store forventninger, men det skræmmer dig ikke, for du har store ambitioner og når som regel de salgsmål, du sætter dig.
Det er altafgørende, at du har erfaring som sælger. Du er sulten på salg og spiller helst i angrebet, og derfor passer det dig glimrende, at størstedelen af hverdagen går med at udvide kundeporteføljen. Du går til salgsopgaven på struktureret vis og er ikke bange for at følge op.
Som person er du desuden tillidsvækkende, nysgerrig og optimistisk, hvilket gør dig til en vellidt samarbejdspartner, som kan tale med enhver – lige fra den etablerede direktør og ejerleder til den nye generation af unge ledere.
Nummer 1 i Bold, Business og Begivenheder
Visionen er klar: Bjerringbro-Silkeborg Håndbold vil være nummer 1 i Bold, Business og Begivenheder. Positionen i toppen af dansk håndbold skal forblive uændret, og det betyder flere pokaler og flere europæiske kampe i fremtiden. BSH vil være den foretrukne samarbejdspartner for kunderne, som skal opleve en tydelig forretningsmæssig værdi i partnerskabet samtidig med, at de får lov at opleve nogle fantastiske, stemningsfyldte arrangementer, som huskes længe efter.
Du bliver en del af en arbejdsplads, hvor ærgerrighed, sammenhold og ansvarlighed er mere end bare flotte ord på et papir. Hos BSH er alle medarbejderne med i maskinrummet, og man hjælper hinanden i mål. For den enkelte er der store muligheder for at udvide sine ansvarsområder og få medindflydelse på den fremtidige retning.
Interesseret?
Vi glæder os til at høre fra dig.