Søg
Close this search box.

BLIV SALGSKOORDINATOR HOS BJERRINGBRO-SILKEBORG HÅNDBOLD (BSH)

Vil du arbejde i krydsfeltet mellem sport, salg og branding hos en dansk elite herrehåndboldklub? Så er det lige netop dig, vi leder efter til stillingen som salgskoordinator hos Bjerringbro-Silkeborg Håndbold.

Bjerringbro-Silkeborg Håndbold har i mange år ligget i toppen af dansk håndbold og er hvert år kvalificeret til de europæiske turneringer. På sidelinjen står et stærkt hold, der netop nu er på udkig efter deres kommende salgskoordinator til kontoret i Silkeborg. Her skal du være med til at øge salget og styrke klubben gennem forskellige salgs- og marketingopgaver og initiativer.

Dine primære opgaver vil bl.a. være: 

  • Udarbejdelse af kontrakter og rapporter i CRM-system 
  • Opdatering af salgsark og produktark
  • Håndtering af mindre sponsorater 
  • Grafisk arbejde til præsentationer og SoMe-opslag 
  • Udarbejdelse af SoMe-opslag, kampagner, nyhedsbreve og lignende 
  • Koordinering, planlægning og afvikling af netværksmøder, kundearrangementer mv.

Herudover deltager du til hjemmekampe, hvor du bl.a. er med til at stå for fanspisning, bidrager til stemningen og arbejder på, at fansektionen bliver fyldt op. 

Sportsånd, vindermentalitet og et stærkt servicegen
Vi er på udkig efter dig, der brænder for sport og har en vindermentalitet. Du deltager med glæde i BSH’s hjemmekampe uden for almindelig arbejdstid og holder gejsten oppe, selv når tingene bliver udfordrende. Du formår at arbejde selvstændigt og struktureret i en hverdag med mange opgaver, som du løbende skal gribe og følge op på. 

Som person er du initiativrig og tillidsvækkende. Du griber gerne telefonen for at kontakte sponsorer, hvor du bringer dit stærke servicegen i spil og bidrager til at opbygge og vedligeholde gode relationer.

Nummer 1 i Bold, Business og Begivenheder
Visionen er klar: Bjerringbro-Silkeborg Håndbold vil være nummer 1 i Bold, Business og Begivenheder. Positionen i toppen af dansk håndbold skal forblive uændret, og det betyder flere pokaler og flere europæiske kampe i fremtiden. BSH vil være den foretrukne samarbejdspartner for kunderne, som skal opleve en tydelig forretningsmæssig værdi i partnerskabet samtidig med, at de får lov at opleve nogle fantastiske, stemningsfyldte arrangementer, som huskes længe efter.

Du bliver en del af en arbejdsplads, hvor ærgerrighed, sammenhold og ansvarlighed er mere end bare flotte ord på et papir. Hos BSH er alle medarbejderne med i maskinrummet, og man hjælper altid hinanden i mål.

Er det dig, der skal med på holdet? 
Career | a JKS Company varetager rekrutteringsprocessen for Bjerringbro-Silkeborg Håndbold. Du søger stillingen ved at uploade dit CV og ansøgning HER. Vi kigger løbende på de indkomne ansøgninger, og stillingen tages ned, når den rette kandidat er fundet.

Skulle du have spørgsmål til stillingen, som ikke fremgår af stillingsopslaget, er du velkommen til at kontakte rekrutteringschef, Hanna Knold Nielsen, på tlf. 30 85 12 91 eller på mail hankn@jks.dk.  

Bemærk venligst, at ansøgninger, der sendes direkte på mail, ikke behandles og besvares grundet GDPR.