Bjerringbro-Silkeborg henter ungt fløjtalent

22-årige Mads Lenbroch skrives på holdkortet i Bjerringbro-Silkeborg fra sommeren 2023.

”Jeg har valgt Bjerringbro-Silkeborg, da jeg hurtigt har fået et rigtig godt indtryk af klubben. Det er en klub med to dygtige trænere og et stærkt træningsmiljø, som jeg kan udvikle mig rigtig meget i,” siger Mads Lenbroch om valget af sin kommende klub.

”Derudover er BSH en klub, der altid vil være med til at spille om titler, hvilket er attraktivt og stemmer godt overens med mit ambitionsniveau,” lyder det fra venstrefløjen.

”Håndbolden har altid ligget mig meget nær. Det er fedt at være en del af et hold og et fællesskab i en klub, som man kan dele mange oplevelser med. Mit mål med BSH er at vinde titler og medaljer til klubben. Derudover har jeg drømme om at komme ud og få store oplevelser med klubben i Champions League,” siger han.

Et enormt potentiale

Det er blandt andet Michael V. Knudsen, der som Sportslig Ansvarlig i Bjerringbro-Silkeborg har sikret Mads Lenbrochs signatur på en kontrakt med den midtjyske klub.

”Mads Lenbroch er en yderst spændende fløjspiller. Han har spillet adskillige ungdomslandsholdskampe for Danmark, ligesom han i øjeblikket er udtaget til udviklingslandholdet. Så en profil med et enormt potentiale og med store ambitioner om at vinde titler til BSH. Det passer godt ind i vores målsætninger,” siger Michael V. Knudsen.

Om hans forventninger til fløjspilleren siger han følgende:

”Vi kan forvente en venstre fløj med masser af tempo, indstilling, vilje og udstråling. Han kan dække op som 2´er i forsvaret, så han har også forsvarsmæssige kompetencer. Han er godt på vej, og vi glæder os til i fællesskab at være med til at løfte ham og bringe ham til næste skridt i karrieren. Vi glæder os til at se ham i BSH-trøjen og se ham danne et stærkt makkerpar med Henrik Tilsted.”

Fuldt navn: Mads Emil Bayer Lenbroch
Født: 05.03.2000
Position: Venstre fløj
Højde: 193 cm
Vægt: 91 kg
Kontrakt med Bjerringbro-Silkeborg: 2023-2026