Anderledes optakt til mødet med Skanderborg
- Nyheder
Cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen og resten af Bjerringbro-Silkeborg Håndbold spiller søndag sidste kamp i grundspillet, inden ligaens otte bedste hold skal kæmpe om trofæet og titlen som Danmarksmester.
“Det har været en turbulent uge med et par tilfælde af corona i truppen. Det har betydet, at vi har måttet aflyse træninger, og holdet har derfor haft en noget anderledes optakt til kampen mod Skanderborg. Heldigvis har de sidste tests været negative, så alt tyder på, at vi kan stille op på søndag med nogenlunde samme hold som sidst mod SønderjyskE,” siger Peter Bredsdorff-Larsen med to dage til kampen i Skanderborg.
Det er en tilfreds træner, der gør status inden overgangen fra grundspillet til slutspillet:
“Holdet har spillet et stærkt grundspil, og hvis ikke vi havde mistet seks point på grund af en administrativ fejl, så havde vi været i spil i sidste spillerunde til både 1. og 2. pladsen i grundspillet,” siger cheftræneren.
Holdet har leveret toppræstationer på mange områder, og det kan ses på statistikkerne:
“Spillemæssigt er vi lykkedes på mange afgørende områder, og BSH har således været bedst eller blandt de dygtigste hold til at spille perioder med overtal, lave få spillefejl, score flest mål pr. spillet angreb etc.”
“Det er selvfølgelig en god fornemmelse for holdet at slutte grundspillet af med 10 sejre i træk, og troen på egne og hinandens evner på holdet er stor, og vi ser frem mod slutspillet med optimisme,” lyder det fra Peter Bredsdorff-Larsen, der med en sejr over Skanderborg, kan drible videre til slutspillet med 11 sejre i træk.
Om det går sådan, kan du følge med i via livebloggen på www.midtjyllandsavis.dk søndag kl. 15.30, eller på www.instagram.com/bjerringbrosilkeborg, hvor vi dækker kampen via vores story.
#SAMMENMODSEJR