FRA BJERRINGBRO-SILKEBORG HÅNDBOLD TIL NYT KAPITEL I UDENLANDSK KLUB

Patrick Boldsen har taget hele rejsen fra talent til ligaprofil i Bjerringbro-Silkeborg Håndbold. Fra sommeren 2027 tager han næste skridt i karrieren.

Da Patrick Boldsen som 17-årig underskrev sin første kontrakt med Bjerringbro-Silkeborg Håndbold i 2021, var det begyndelsen på en rejse fra drengedrøm til professionel håndboldspiller. Nu er den dygtige højrefløj klar til at tage næste skridt i karrieren med et skifte til en udenlandsk klub.

Patrick Boldsen har tidligere forlænget sin aftale med BSH frem til 2028. Kontrakten var på fire år og gav mulighed for et skift til en udenlandsk klub fra sommeren 2027. Den mulighed er nu opstået, og BSH skal derfor finde en ny højrefløj.

For BSH er skiftet samtidig et synligt bevis på den talentudvikling, klubben arbejder målrettet med: At give unge spillere mulighed for at udvikle sig, slå igennem på ligaholdet og skabe en karriere på internationalt niveau.

FRA DRENGEDRØM TIL PROFESSIONEL HÅNDBOLDSPILLER

For Patrick Boldsen har BSH været meget mere end en klub. Her har han fået mulighed for at realisere en drøm, han har haft siden sine unge år.

”BSH har været den klub og det sted, hvor jeg har fået lov til at udvikle mig som håndboldspiller, men også som menneske. Jeg startede i BSH Ungdom som 16-årig, hvor det hele var en drengedrøm, som nu er det blevet til en hverdag og et liv som professionel håndboldspiller,” fortæller Patrick Boldsen.

Han håber, at hans tid i klubben vil blive husket for mere end præstationerne på banen.

”Jeg håber, at fansene, trænerne og mine holdkammerater vil se tilbage på min tid i klubben med respekt og føle, at jeg har været tro mod klubben, dens værdier og de mennesker, der har været en del af min rejse.”

Selvom et nyt eventyr venter, er der stadig meget, Patrick Boldsen gerne vil nå, inden han siger farvel til BSH.

”Vi skal selvfølgelig have metal i denne sæson. Det ville være prikken over i’et i min tid i BSH. Jeg startede med at få metal i klubben, så sådan vil jeg også gerne slutte min tid af.”

EN PROFIL, DER HAR SAT SIT AFTRYK

Sportschef Peter K. Bertelsen glæder sig over Patrick Boldsens udvikling og ser skiftet som et naturligt næste skridt for en spiller, der har lagt en stor indsats i BSH.

”Det er først og fremmest en meget dygtig højrefløj, som vi sender videre i karrieren. Han har i de seneste år udviklet sig til at være en af de bedste i den danske liga på sin position.”

”Patrick har gennem hele sin karriere været loyal over for BSH. Derfor ønsker vi ham alt det bedste i hans næste skridt i karrieren. Han vil altid være velkommen tilbage i den sorte trøje,” siger Peter K. Bertelsen.

FRA UNGDOMSSPILLER TIL LIGATRUPPEN

Også Mathias Albrektsen, talent- og transitionsansvarlig i BSH, fremhæver Patrick Boldsens rejse som et stærkt eksempel på det udviklingsmiljø, klubben ønsker at tilbyde sine unge spillere.

”Patrick er et fantastisk eksempel på, hvordan man kan udvikle sig gennem vores talentudviklingsmiljø – fra ungdomsspiller til ligatruppen, videre til at etablere sig som ligaprofil og nu tage skridtet mod en international karriere.”

”Det er en fantastisk rejse, Patrick har taget ved at vælge nærmiljøet til og tro på, at vores talentudviklingsmiljø kunne udvikle ham. Han er billedet på den vej, vi hver dag arbejder hårdt for i BSH, og som vi ønsker for vores talenter: At udvikle sig fra ungdomstalent til ligaspiller og videre til de store internationale scener,” siger Mathias Albrektsen.

ET FARVEL MED STOR TAKNEMLIGHED

For Patrick Boldsen bliver afskeden med BSH både glædelig og vemodig. Syv år i klubben har sat sine spor, og han fremhæver især de mennesker og oplevelser, der har været med til at forme ham:

”Jeg er taknemlig for, at klubben troede på mig og gav mig chancen for at udvikle mig, bevise mit værd og tage skridtet mod den drøm, jeg altid har haft.”

”De syv år har betydet mere for mig, end ord kan beskrive, og jeg vil altid være stolt af at have været en del af BSH. Det er en tid, jeg vil se tilbage på med stor respekt og taknemlighed, og som altid vil have en særlig plads i mit hjerte.”

Indtil skiftet bliver en realitet til sommer, er fokus fortsat på at slutte tiden i BSH bedst muligt – og jagte mere metal med holdkammeraterne.

BSH ønsker Patrick Boldsen alt det bedste med det næste kapitel i karrieren.